24 august 2015 14:45

Mums – mæt af mad OG af indtryk

I weekenden besøgte jeg Skagen Food & Design Market sammen med min gode veninde. Sikke en oplevelse vi fik! Det var 10. år, at Skagen blev gæstet af det ret så fornemme marked, men jeg havde endnu min første oplevelse tilgode. Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke blev skuffet!

udsigt-over-skagen-havn

Den flotte udsigt over Skagen havn

Markedet foregår i Den Gamle Auktionshal på Skagen Havn og det er primært de nordjyske fødevareproducenter, der kommer med alle deres lækkerier. Der blev reklameret med ”smagsprøver i autentiske omgivelser” og jeg skal da lige love for, at det holdt stik. Vi slentrede fra bod til bod og tog os rigtig god tid, så vi kunne høre producenterne fortælle om det færdige produkt; om råvarerne, tilberedningen og smagssammensætningen. Det var virkelig spændende at høre, og det blev bestemt ikke mindre spændende af, at det blev fortalt med en sådan passion for og kærlighed til maden, råvarerne og Nordjylland. Alle steder lokkede de jo også med smagsprøver. Vi har så heldige at smage små himmerigsmundfulde af fisk, skaldyr, chokolade, honning, saltbrød og mange andre lækkerier.

Vi fik også set Junior Kokkelandsholdet kreere en masse spændende retter af de mange friske, lokale råvarer. Det var både sjovt og spændende, at se dem arbejde med maden – og ikke mindst se, hvad de kunne trylle frem på tallerknerne. Jeg må indrømme, at jeg ser mig selv som en garvet kogekone, men på trods af det, fik jeg en masse tips og tricks til tilberedning og især til smagssammensætning med hjem. Det var en oplevelse, at se de helt professionelle arbejde med deres element.

Madteater

Vi havde på forhånd besluttet at ”gå i madteater”. Vi havde købt billetter inden vores besøg – og havde længe set frem til en stor kulinarisk oplevelse. Heller ikke her blev vi skuffede. Henrik Tachau Kristensen fra Restaurant De 2 Have bød på overdådigheder ”Family Style”. Family Style betød, at de meget lækre retter blev serveret på fade, som blev stillet ind på bordet. Det var en rigtig god idé, at servere på fade, da det gjorde stemningen mere hyggelig og uformel. Derudover var det i meget høj grad en samtalestarter og brød isen på en vidunderlig måde. Selvom stemningen var mere uformel end forventet var vi bestemt ikke i tvivl om, at der blev serveret gastronomi af høj klasse. Vi fik en masse nye smagsoplevelser og blev rigtig godt og grundigt mætte.

Der var også udstilling med de gedigne danske designere, ført an af Copenhagen Fur. Jeg må indrømme, at jeg ikke er til pels, men det er jo en smagssag. Jeg mener ikke, at jeg kan gøre mig til dommer over, hvad andre folk vælger – jeg er jo heller ikke vegetar.
Der var nogle meget flotte varer iblandt, men for mig var det nu mest det gastronomiske aspekt der trak.
Der var især tre boder, som jeg synes bød på en oplevelse ud over det sædvanlige – og det, selvom alle boder var rigtig gode og lækre.

skinke-med-pesto

Skagenskinke med pesto

Som altid var Slagter Munch i en klasse for sig. De havde den nok efterhånden verdensberømte Skagensskinke med – og uddelte rundhåndet af smagsprøver. Skagensskinken er virkelig noget for sig. Med dens meget karakteristiske smag leder den tanken hen på sydligere himmelstrøg. Det er ikke uden grund, at den er berømt, for den smager simpelthen så dejligt. Fra den ”rå” skinke modtages og til den er klar til salg går der 12 måneder. Den skal først saltes, pakkes ind i fedt, tørre, fermentere for sidenhen at blive koldrøget i tre dage. Det er altså et godt håndværksprodukt – og det kan smages!

Jeg har så også opdaget, at jeg faktisk er til mjød! Hvem havde troet det? Mjødgård fra Mols havde det mest velsmagende mjød med – og man måtte gerne smage mere end én gang. Det var spændende at høre mere om mjød, bl.a. at folk hyppigt forveksler det med øl, hvilket faktisk slet ikke kan sammenlignes. Smagen på en god mjød minder mere om sherry. Mjødgårds mjød var dejlig rund i smagen – og man kunne virkelig smage, at der var kræset om brygningen. Udgangspunktet for mjød er altid en god, dansk kvalitetshonning fra de lokale biavlere. Selve Mjødgård ligger lige på kanten af Nationalpark Mols Bjerge, så jeg kan levende forestille mig de små bier samle nektar i de smukke omgivelser. Især smagen af Hyldemjød blev jeg meget begejstret for. Den mindede mig så meget om sommer, sol og strand i Danmark, at jeg blev helt nostalgisk – og selvfølgelig købte jeg en flaske med hjem, så jeg kan nyde et strejf af sommer nu her, hvor efteråret så småt står for døren.

Jeg blev også ret grebet af boden fra Karlsens Krydderier. De har indgået et samarbejde med tv-kokken Claus Holm, hvor de fremstiller spændende grillsaucer, ketchup, marmelader, olier og meget mere. Jeg fik smagt en lakridsketchup – og selvom jeg personligt synes, at lakrids er lidt overvurderet, var den overraskende god. Jeg forsøgte mig også med marmelade med havtorn og hindbær og fik en masse inspiration til selv at sammensætte nye smage, når jeg skal til at koge marmelade her i sensommeren.

Alt i alt havde vi en herlig dag, som vi egentlig ville have sluttet af med et cafébesøg, men vi var så propmætte, at der ikke var plads til mere. I stedet tog vi hjem til mig, hvor vi fik klemt en kop te ned og fik hyggesnakket til langt ud på aftenen.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Visit Skagen bloggen

Formålet med denne blog er inspirerende og give læserne lyst til at besøge Skagen.

Velkommen til Visit Skagen bloggen

Nye indlæg

Seneste kommentar

Arkiv

Smag på Skagen

demo-skagen3

Oplev de mange restauranter i Skagen og nyd det gode vejr og de mange begivenheder i byen.

Overnatning i Skagen

Sommerhusudlejning i Skagen

Spar tid, når du søger Skagen overnatning. Her kan du i én søgning finde sommerhus i Skagen hos mange forskellige bureauer på én gang.